Så er det blevet hverdag igen efter en weekend på sjælland. Det var en lidt blandet fornøjelse. Dejligt at komme væk og tænke på noget andet, men også hårdt fordi vi var på farten hele weekenden. Fredag fejrede vi svigermors føsdag på Rungsted Kro - suveræn god mad. Kom først sent i seng. Op lørdag og ud og købe tv, dvd og video-optager til svigermor. Det gamle var godt brugt op, og hun trængte til nyt.
Lørdag aften var vi ude og spise hos en af lars' kammersjukker, hvilket var rigtig hygsomt. Kanon sjovt, da jeg fik nogle sandheder at vide om min gemal fra hans vilde dage. *hehe* Det må kunne bruges mod ham en gang ! *thihi*
Vi var først hjemme ved 1-tiden, så søndag blev brugt til at hvile ud, og opsætning af tv inden vi dragede mod fyn igen. Puuuust !
I går slappede vi begge af herhjemme. Lars havde fri pga. 1. maj. Vi fik købt lidt ind og var ude og gå en lang tur. Rigtig dejligt.
I dag har jeg så været inde i byen for at mødes med Heidi inden jeg skulle til lægen. Puha, det var jeg ikke særlig stolt over. At skulle erkende at tingene bare er gået så galt at jeg ikke længere magter det selv.
Som jeg havde forudset så har jeg fået en depression. Jeg vidste det godt. Det har bare været lidt svært at indse det. Oveni det så er min angst kommet retur - ikke så meget min socialangst, men mere angst generelt. Hvad der er mest af ved jeg ikke rigtig.
Pt er det nok mest depressionen. Eller angsten...
Jeg fik en lang snak med min læge, og jeg er nu kommet på medicin igen. Ikke seroxat, for det nægtede jeg pure. Alt andet. Det hjalp mig overhovedet ikke sidst. Så hellere starte på noget helt andet. Og jeg fik min vilje! Til forskel for sidste gang så kender jeg nu behandlingssystemet så godt, at jeg ved at hvis jeg råber højt nok så bliver der hørt på een. Og at det er mit liv og min krop, og at jeg er nødt til at sige fra når der er noget der ikke føles rigtigt!
Jeg skal op og snakke med min læge igen om 3 uger, så må jeg se hvor meget det har hjulpet på mit humør. Forhåbentlig kan jeg se en forandring. Forhåbentlig kan jeg begynde at se fremad. For lige nu lever jeg bare, eksisterer, men kan ikke skelne den ene dag fra den anden. Jeg er her bare - og håber at tingene snart bliver anderledes!
At skulle tage medicin igen er nok det væreste ved det. Jeg var lige sluppet af med dem - og var SÅ stolt over at jeg ikke længere var afhængig af anti-depressiva. Men sådan skulle det bare ikke gå. Der går nok lidt tid før jeg erkender at jeg pt ikke kan undvære medicinen. Snøft. :(
Men jeg er også lidt lettet. Det er rart igen at være under kontrol - det er nok det jeg mest har brug for. At jeg ikke står helt alene, at der er nogen som holder øje med mig, og som tager hånd om mig. At jeg føler at der sker lidt, og at jeg ikke bare står stille og er hjælpeløs alene om dette store virevar.
Jeg må bare tage 1 dag af gangen og håbe at det hjælper at tage disse piller og den samtaleterapi som min læge vil påbegynde om et par uger...
