Fastelavn er mit navn...

Så er det blevet søndag igen, og for een gangs skyld skinner solen fra en skyfri himmel.. næsten... *skønt*

Vi var i bio i går sammen med Heidi og se "Fun with Dick and Jane" - og efterfølgende på Mona Rosa for at spise mexikansk. *mums* det var godt, og min mave brokkede sig ikke engang... *weeeee*
Det var så der at aftenen burde have sluttet, men... og det er nok der at jeg må indrømme at det var mig som at det var der led de to andre i fordværv... *ups* Jeg foreslog en enkel lille een til at gå hjem på. Vi endte på Eydes hvor vi fik lidt mere indenbors end vi burde... *ups* Det var meningen at vi ville have været på Frøen også, men der var totalt booked op, så vi endte på bryggeriet, hvor ingen af os har været før. Et særdeles charmerende sted med en rigtig hygsom atomsfære. Jeg fik en irsk-kaffe og to andre fik øl-sjusser... Det var liiiige til at gå hjem på... :)

Ingen tømmermænd i dag i hvert fald ikke for vores vedkommende, men hvis du spørg Heidi er sagen nok en lidt anden... *fnis* Da jeg stod op, var jeg dog ikke sikker på at jeg ville gennemføre træningen i dag... Men da vi først var kommet af sted, var det ikke så slemt. Jeg slog personlig rekord i dag, var 40 minutter på løbebåndet hvor jeg løb ca 31½ minut. Ret stolt !!! Derefter tog jeg 20 minutter på cyklen og til sidst 10 minutters konstant løb på båndet igen. Nu er jeg også færdig, men det var godt. Rigtig godt. Overvejer faktisk at træne til et løb til foråret... måske er det ikke så dum en ide...

Det er fastelavn i dag, og vi har i den anledning valgt at forkæle os selv lidt med et par fastelavns-boller. Ved godt at det feder, men vi havde lyst til det... og det blir sku for surt hvis man altid skal træne, træne, træne og KUN spise sundt. Lidt skeje ud må man godt en gang imellem.

Vi har endnu ikke haft besøg af nogle børn der ville have slik og penge.. Der er nu hellere ikke så meget at komme efter. Slik-godter har vi intet af i huset, og månedens sidste penge blev brugt i går... *hehe*

Ha en go' fastelavns-søndag

Cold Februar morning

Uuuuuh hvorfor blir det da aldrig varmere?!! Det var frygteligt koldt at være på job i dag, og fornøjelsen ved at gå rundt inde i byen i dag forsvandt også lidt når ens tænder klaprede om kap med de bare grene på træerne. Ja, selv spillemændene var blevet inde i varmen i dag. Kun de satans internationale organisationer stod parat til at plage een. De er der altid - uanset hvordan vejret er... *tsk tsk*

Det blev en kort tur rundt i byen; en tur på torvet, baresso og lige et kort smut ind i et par få forretninger. Så gik det hjemad igen. Jeg var alligevel rimelig bustet da jeg kom hjem, tror ikke helt at sygdommen er ude af kroppen endnu - derfor jeg stadig er lidt dvask.

MEN! Jeg var på vægten i morges - det er jo veje-dag i dag. Og guess what - jeg har tabt 2,1 kg på 1 uge ! Hvad siger du så?!! Det er så fedt, jeg måtte da også lige danse en jubeldans tidligere i dag. Lars tror vist snart det rabler for mig, men jeg var bare glad. Endelig sker der lidt. *jubiii* 4 kg endnu så har jeg nået målet for første del af 2006 - så kan jeg holde sommerferie :) Men selvfølgelig - det vil være fedt hvis jeg kan komme længere inden 20 juni. Nu må vi se ! Men jeg er bare glad. Så langt har jeg ikke været nede i vægt før. *fedt* 94,1 kg. *sejt* Det er 16,3 kg tabt. Hold da op!!! Ja, nogle gange er jeg virkelig nødt til at sige tallene højt for mig selv - ellers tror jeg ikke på det.

Jeg er efterhånden begyndt at tage det lidt mere roligt hvad angår min operation selvom jeg stadigvæk er lidt nervøs. Det kan nok ikke undgåes. Jeg har valgt at tage det een dag af gangen, og prøve at tænke på noget andet. Forhåbentlig kan min samtale med narkoselægen dagen før operationen gøre mig lidt mere rolig og måske bliver jeg lidt mere afklaret omkring det hele.

En væsentlig grund til at jeg gik fuldstændig i panik tror jeg er, at jeg ligesom mangler opbakningen fra de aller-nærmeste. De er ikke ligeglade... de er bare... de kan ikke accepterer den beslutning jeg har taget omkring den her operation. Jeg VIL HA den operation, for det er ikke et særlig værdigt liv jeg lever nu. Jeg bliver mindet om denne betændte galdeblære HVER ENESTE DAG !!! Selvom jeg har sat mig på tværs og holder fast ved min beslutning, og nægter at lade mig manipulere med.. og prøver at være stærk... så er det alligevel hårdt... føler lidt at de svigter mig, og har vendt mig ryggen (selvom de nok vil påstå noget helt andet) de kan ikke acceptere min beslutning, og det har såret mig... Det er trods alt mit liv og ikke deres. Det er mig der står med det hver eneste dag. Jeg er en voksen kvinde og kan sagtens tage selvstændige beslutninger... årh det kan virkelig gøre mig gal... og ked af det....

Det er ligesom - det er forkert at jeg skal opereres men for GOD sake !lægerne har jo sagt at det vil være det rigtige at jeg får galdeblæren fjernet... Det går mig virkelig meget på... især fordi det altså ville betyde meget for mig at de ville støtte mig i det i stedet for at komme med alle mulige alternative muligheder der alligevel ikke hjælper på lang sigt...
Jeg ignorere det og holder fast ved mit - jeg nægter at bukke under, ikke denne gang, ikke nu !!!

Bekendelser fra en panikslagen tyksak

Jeg var til forundersøgelse på nyborg sygehus i torsdag, jeg var ikke særlig nervøs for det (hvad var der at frygte?) Jeg skulle bare have en lille snak med dem omkring mine galdestens-anfald og så ville de forhåbentlig sige at jeg sleeeeeet ikke havde brug for nogen operation, og jeg ville ta' hjem igen. Well, sådan gik det bare ikke. De har indstillet mig til operation, så nu er jeg fuckin' ude at skide...

Jeg tog det egentlig rimlig roligt de første par dage, var ikke særlig fokuseret på selve operationen, men mere til udsigten om 14 dages fri fra både skole og arbejde. *weee*

Men i går ved jeg ikke rigtig hvad der skete... jeg læste en patient-vejledning på nettet omkring operation af galdesten. Der gik det vist først rigtig op for mig hvad det er at jeg skal igennem. Selvom det er en MEGET lille operation der er overstået før man kan nå at sige "postbudet-ringer-altid-på-to-gange" så er jeg hamrende nervøs for det.

Ikke så meget det at jeg skal opereres, for jeg er under fuld bedøvelse og hverken mærker eller observerer noget. Men det er alt det inden. Selve bedøvelsen, alle de fremmed mennesker, det at Lars ikke må være der, at jeg skal være helt alene på en operationsstue med en masse mennesker der ved hvad de gør, men som jeg ikke har en skid tillid til... (hurra for min panikangst!!)

Bagefter? Hvad nu hvis der er et eller andet der går galt? Hvad nu hvis jeg ikke vågner op? Hvis jeg vågner op, har jeg så en masse slanger og dimsedutter hængende ud overalt?!!

Jeg er bange, og bliver ved med at overbevise mig selv om at jeg IKKE behøves denne operation. Det gør jeg VIRKELIG ikke ! Jeg kan nemt klare mig uden. Uden problemer. At jeg hopper fra - gør det mig til en kylling? Sikkert nok.

Men hvis jeg ikke hopper fra, er jeg helt sikker på at jeg snildt kan nå at tage de 15 kg på som jeg har tabt det sidste års tid... Jeg er begyndt at trøstespise fordi jeg er så nervøs og fordi jeg tænker på det konstant... Tænk på, hvad jeg kan nå at få konsumeret i løbet af 5 uger?!!
Jeg har trøstespist hele weekenden, men havde håbet det ville blive trænet væk i dag - desværre har jeg fået bihulebetændelse, så træningen må vente til jeg bliver rask.

Jeg vil hoppe ind under min dyne igen, og blive forkælet lidt af Lars. Han støtter mig uanset hvad. Ham og Heidi. Usikkerheden skyldes nok også at det er de eneste to der bakker op omkring dette. Andre hvor det virkelig betyder noget af have deres støtte, de fraråder mig det. Ikke at det har ændret min holdning så meget - jeg er alligevel hamrende nervøs.

100 gram - hvor herre til hest !!!

Vejedag hvilket jeg havde set MEGET frem til. Jeg har været dygtig hele ugen, og har næææææsten ikke spist over min points. Lars mener dog at jeg "snyder" lidt, men det kan virkelig ikke passe... *thihi*

Men jeg måtte desværre erkende at vægten kun havde rykket sig 100 gram nedad. *suk* Måske har gemalen ret alligevel?!! Måske skulle jeg begynde at veje min mad igen... måske er mine portioner begyndt at blive LIDT for store. Well, jeg må se hvordan det ser ud på næste onsdag.

Ellers har jeg bare tøffet rundt herhjemme i dag, været et smut i Bilka og arbejdet lidt på min hjemmeside der har fået nyt design og endelig er ved at tage form.

I går på valentines day fik jeg en lille gave af Lars. Det var ellers ikke noget vi havde snakket om, men han kom alligevel hjem med en lille ting til mig. Han havde købt det sødeste tea-krus til mig med et fåret-look samt bogen over alle bøger: "Phantom of the opera" med Susan Kay. Whao. Han forstår virkelig at gøre mig glad ! ;)

I morgen står den på sygehus-besøg. Jeg skal ned og have dommen; skal jeg opereres eller ej. Jeg er lidt i vildrede for jeg ved ikke selv hvad jeg gerne vil. Jeg mærker ikke så meget til de kære sten pt, men på den anden side, jeg ved hellere aldrig hvornår de kommer tilbage og forpester min tilværelse. Nu må jeg se hvad de kloge hoveder siger imorn.

I'M BACK ;)

Så er jeg tilbage efter et par dages pause... computeren gik jo død... bios ville ikke længere, og så tog vi den drastiske beslutning at investerer i en ny pc. All right, særlig drastisk var det egentlig ikke, og vi savner sku ikke den gamle pc og alle dens mærkelige skavanker ;)

Vores nye pc spinder som en mis, og kører uden problemer. Dog har vi fået et mindre problem; motherboard kan ikke installeres uden SP1 + SP2, og da vi ikke ligger inde med en original kopi af windows, tjaaah, så vil den ikke rigtig gå med til at installere hverken SP'ere eller motherboard... så lige nu er vi på jagt efter en smutvej... man har vel sine forbindelser?!! *thihi*

Weekenden er gået alllllt for hurtig. Lørdag formiddag var jeg til helsemesse i kongress-centret sammen med søs. Det var rigtig hygsomt, og vi sværmede rimelig meget omkring de stande hvor der var smagsprøver på slik og chips... *mums* Jeg købte et par ting derude hos englebutikken og fik også snakket med zimone der er healer og som jeg besøgte sidste år. Jeg fik lidt klarhed omkring fremtiden hvilket var rigtig rart.

Om aftenen var Lars og jeg ude og spise, rigtig forkælelse. Vi fik bare ALT for meget at spise... *ups* Men heldigvis stod den på træning søndag, så vi kunne udbedre skaden lidt. 70 minutters konditions træning for mit vedkommende. Puuuust. Hårdt, men godt.

Jeg har været af sted i dag igen - 70 minutter igen igen. Det var hårdt, men bagefter føles det meget godt. Jeg er jo begyndt at tælle WW points igen. Jeg har ikke tabt mig særlig meget de sidste par måneder, men har nu hellere ikke taget på. Det i sig selv er jo en præstation når man tænker på hvordan jeg rå-åd og trøstespiste førhen. Men nu er jeg altså hoppet på hesten igen, og er i fuld gang med ww-tælleriet. Jeg spiser dog langt over mine points nogle dage på grund af træningen og den store appetit bagefter. Men det gør nok ikke så meget, når jeg til gengæld optjener så mange bounspoints. (omkring 50 bounspoints pr uge) Det er da rimelig godt, var? *smiler sødt*

Jeg er lidt overrasket over at det ikke har været svære og mere besværligt at komme i gang med at tælle igen. Jeg kan huske at det i efteråret hang mig langt ud af halsen, og jeg derfor stoppede med at tælle, og stoppede med at gå til vejning hos WW. Men det kører rimelig okaj nu, dog har jeg ingen intentioner om at starte som WW igen. Det er for dyrt, og så længe jeg ikke får noget mere ud af det så vil jeg ikke bruge penge på det. Så hellere ta i motionscenteret. Jeg vejer mig hver onsdag morgen, så det blir spændende hvor meget jeg har tabt mig på onsdag. Min første uge på WW igen... ;)