Cold Februar morning

Uuuuuh hvorfor blir det da aldrig varmere?!! Det var frygteligt koldt at være på job i dag, og fornøjelsen ved at gå rundt inde i byen i dag forsvandt også lidt når ens tænder klaprede om kap med de bare grene på træerne. Ja, selv spillemændene var blevet inde i varmen i dag. Kun de satans internationale organisationer stod parat til at plage een. De er der altid - uanset hvordan vejret er... *tsk tsk*

Det blev en kort tur rundt i byen; en tur på torvet, baresso og lige et kort smut ind i et par få forretninger. Så gik det hjemad igen. Jeg var alligevel rimelig bustet da jeg kom hjem, tror ikke helt at sygdommen er ude af kroppen endnu - derfor jeg stadig er lidt dvask.

MEN! Jeg var på vægten i morges - det er jo veje-dag i dag. Og guess what - jeg har tabt 2,1 kg på 1 uge ! Hvad siger du så?!! Det er så fedt, jeg måtte da også lige danse en jubeldans tidligere i dag. Lars tror vist snart det rabler for mig, men jeg var bare glad. Endelig sker der lidt. *jubiii* 4 kg endnu så har jeg nået målet for første del af 2006 - så kan jeg holde sommerferie :) Men selvfølgelig - det vil være fedt hvis jeg kan komme længere inden 20 juni. Nu må vi se ! Men jeg er bare glad. Så langt har jeg ikke været nede i vægt før. *fedt* 94,1 kg. *sejt* Det er 16,3 kg tabt. Hold da op!!! Ja, nogle gange er jeg virkelig nødt til at sige tallene højt for mig selv - ellers tror jeg ikke på det.

Jeg er efterhånden begyndt at tage det lidt mere roligt hvad angår min operation selvom jeg stadigvæk er lidt nervøs. Det kan nok ikke undgåes. Jeg har valgt at tage det een dag af gangen, og prøve at tænke på noget andet. Forhåbentlig kan min samtale med narkoselægen dagen før operationen gøre mig lidt mere rolig og måske bliver jeg lidt mere afklaret omkring det hele.

En væsentlig grund til at jeg gik fuldstændig i panik tror jeg er, at jeg ligesom mangler opbakningen fra de aller-nærmeste. De er ikke ligeglade... de er bare... de kan ikke accepterer den beslutning jeg har taget omkring den her operation. Jeg VIL HA den operation, for det er ikke et særlig værdigt liv jeg lever nu. Jeg bliver mindet om denne betændte galdeblære HVER ENESTE DAG !!! Selvom jeg har sat mig på tværs og holder fast ved min beslutning, og nægter at lade mig manipulere med.. og prøver at være stærk... så er det alligevel hårdt... føler lidt at de svigter mig, og har vendt mig ryggen (selvom de nok vil påstå noget helt andet) de kan ikke acceptere min beslutning, og det har såret mig... Det er trods alt mit liv og ikke deres. Det er mig der står med det hver eneste dag. Jeg er en voksen kvinde og kan sagtens tage selvstændige beslutninger... årh det kan virkelig gøre mig gal... og ked af det....

Det er ligesom - det er forkert at jeg skal opereres men for GOD sake !lægerne har jo sagt at det vil være det rigtige at jeg får galdeblæren fjernet... Det går mig virkelig meget på... især fordi det altså ville betyde meget for mig at de ville støtte mig i det i stedet for at komme med alle mulige alternative muligheder der alligevel ikke hjælper på lang sigt...
Jeg ignorere det og holder fast ved mit - jeg nægter at bukke under, ikke denne gang, ikke nu !!!