Bekendelser fra en panikslagen tyksak

Jeg var til forundersøgelse på nyborg sygehus i torsdag, jeg var ikke særlig nervøs for det (hvad var der at frygte?) Jeg skulle bare have en lille snak med dem omkring mine galdestens-anfald og så ville de forhåbentlig sige at jeg sleeeeeet ikke havde brug for nogen operation, og jeg ville ta' hjem igen. Well, sådan gik det bare ikke. De har indstillet mig til operation, så nu er jeg fuckin' ude at skide...

Jeg tog det egentlig rimlig roligt de første par dage, var ikke særlig fokuseret på selve operationen, men mere til udsigten om 14 dages fri fra både skole og arbejde. *weee*

Men i går ved jeg ikke rigtig hvad der skete... jeg læste en patient-vejledning på nettet omkring operation af galdesten. Der gik det vist først rigtig op for mig hvad det er at jeg skal igennem. Selvom det er en MEGET lille operation der er overstået før man kan nå at sige "postbudet-ringer-altid-på-to-gange" så er jeg hamrende nervøs for det.

Ikke så meget det at jeg skal opereres, for jeg er under fuld bedøvelse og hverken mærker eller observerer noget. Men det er alt det inden. Selve bedøvelsen, alle de fremmed mennesker, det at Lars ikke må være der, at jeg skal være helt alene på en operationsstue med en masse mennesker der ved hvad de gør, men som jeg ikke har en skid tillid til... (hurra for min panikangst!!)

Bagefter? Hvad nu hvis der er et eller andet der går galt? Hvad nu hvis jeg ikke vågner op? Hvis jeg vågner op, har jeg så en masse slanger og dimsedutter hængende ud overalt?!!

Jeg er bange, og bliver ved med at overbevise mig selv om at jeg IKKE behøves denne operation. Det gør jeg VIRKELIG ikke ! Jeg kan nemt klare mig uden. Uden problemer. At jeg hopper fra - gør det mig til en kylling? Sikkert nok.

Men hvis jeg ikke hopper fra, er jeg helt sikker på at jeg snildt kan nå at tage de 15 kg på som jeg har tabt det sidste års tid... Jeg er begyndt at trøstespise fordi jeg er så nervøs og fordi jeg tænker på det konstant... Tænk på, hvad jeg kan nå at få konsumeret i løbet af 5 uger?!!
Jeg har trøstespist hele weekenden, men havde håbet det ville blive trænet væk i dag - desværre har jeg fået bihulebetændelse, så træningen må vente til jeg bliver rask.

Jeg vil hoppe ind under min dyne igen, og blive forkælet lidt af Lars. Han støtter mig uanset hvad. Ham og Heidi. Usikkerheden skyldes nok også at det er de eneste to der bakker op omkring dette. Andre hvor det virkelig betyder noget af have deres støtte, de fraråder mig det. Ikke at det har ændret min holdning så meget - jeg er alligevel hamrende nervøs.