lørdag, december 30, 2006

Afslutning


Året nærmer sin afslutning, og der er tradition for at sige tak og afslutte de ting som man ikke ønsker at tage med sig ind i det nye år. Det har været et begivenhedsrigt år hvor der er sket en hel masse der skal fordøjes inden vi starter på et nyt.


Når alt kommer til alt har dette været et af de bedste år for Lars og jeg. Vi har ikke mistet nogen i det forløbne år, og intet mere alvorligt end min galdestensoperation har ramt os eller den nærmeste familie. Det er noget vi har været meget taknemmelig for, i og med at vi sidste år måtte tage afsked med 2 nære familiemedlemmer inden for det samme år. Det tog meget på vores kræfter. Så vi er lykkelige for at vi har været skånet for det i år.


Året er gået måned for måned i en jævn strøm. Men der har dog været et par episoder som vi vil se tilbage på deriblandt Lars' ansættelse på SDU i Oktober. Det har givet os et helt andet liv. Man kan vel næsten sige at vi er begyndt vores liv sammen på ny. Hvor vi førhen kun så hinanden 2-3 timer om dagen, kan vi nu både nyde morgenerne, eftermiddagene og aftnerne sammen. Jeg har kun een ting at sige - det er skønt, skønt, skønt.


Desuden havde vi en skøn sommer med masser af varme dage, hinandens selskab, turnerede Dk rundt for at besøge familie og venner, festivals og de mange sommeraftener på græsplænen. Vi håber at vi får lige så fantastisk en sommer i 2007.


Året har desværre også betydet et par dårlige oplevelser blandt andet min afsked med en veninde gennem 6 år. Når jeg ser tilbage på det, var det uungåeligt. Venskabet skrantede længe, og måske vi skulle have sagt farvel til hinanden langt tidligere. At sige farvel fik vi aldrig gjort. Kontakten stoppede bare. Jeg lod dig være da du tydeligt gav udtryk for at du ikke ønskede vores tilstedeværelse i dit liv.


Måske sagde jeg ting jeg ikke burde have sagt, men i det mindste sagde jeg hvad jeg mente, og gemte mig ikke bag en stor facade som var umulig at trænge igennem. Måske opgav jeg dig, måske burde jeg have hjulpet dig da du havde brug for det - men jeg orkede dig ikke længere. Uanset hvordan man prøvede at hjælpe, var det altid forkert.


De sidste par måneder hvor der er sket så meget i mit liv, har fået mig til at indse hvor dårlig indflydelse vi havde på hinanden. Ingen af os kom videre i livet. Vi stod nærmest stille begge to. Episoden der udløste det hele så du som en bagatel, mens jeg tog det alvorligt. Du overskred min grænse, hvilket du vist aldrig forstod. Hvad jeg / vi helt præcis gjorde imod dig har jeg aldrig fundet ud af. At spørge dig ville have været omsonst. Men det er egentlig også ligegyldigt nu. Venskabet er ødelagt. Din tillid til mig ligger på et lille sted, og jeg stoler heller ikke på dig. Jeg synes du var uberegnelig, en drama queen og jeg vidste aldrig hvilket ben du stod på. Det var F... svært at være der for dig når du ikke lod nogen komme ind under din skal.


Tak for de 6 sjove, grinagtige og tåretrille-morsomme år vi har haft sammen. Jeg håber at du får et fantastisk 2007 med en masse gode oplevelser. Jeg har tilgivet dig, jeg er kommet videre, og jeg har valgt at gå ind i det nye år uden at være bitter eller sur over de ting der er sket imellem os.


Held og lykke fremover. Vi håber det bedste for dig.




Horoskoper







Indlæggene disse dage har haft en vis ensformighed, og jeg beklager. Jeg lover at der vil blive skruet lidt op for intellekten i det nye år. Det har ikke været ret mange andet end juleriet, det nye år og alt det gode samt noget af det dårlige der er sket i dette år. Og lad mig advare dig - dette indlæg bliver endnu 1 af slagsen. Men forhåbentlig det sidste. ;)



I starten af januar i år fik jeg lavet et personligt horoskop. Det fandt jeg frem i går, og sad og læste lidt i det. Interessant læsning. Virkelig skræmmende hvor meget der rent faktisk har holdt stik. Ufatteligt!
Blandt andet stod der om min djævelske kommune der har trukket tingene i langdrag, og som jeg har kæmpet en evig kamp med for at få dem til at udbetale penge til mig. Det er nu langt om længe faldet på plads. Det tog dem også kun et par måneder at få fingeren ud! I horoskopet stod der at jeg var nødt til at holde på mit - ellers ville jeg miste mine rettigheder. Det har da også været en hård kamp når man i forvejen ikke har meget tiltro til det offentlige.


Horoskopet nævnte også mit nye arbejde som jeg vil få i løbet af februar - marts måned 2007. At jeg i løbet af det sidste halve år af 2006 og starten af 2007, vil få klare linjer omkring min fremtid vedrørende jobmuligheder, at jeg vil få god opbakning men at det i sidste ende er mig selv der skal tage slæbet. Jeg står pt. til en arbejdsprøvning fra februar/marts-måned. På grund af mit sygdomsforløb med angst skal jeg igennem en masse samtaler hvor jeg finder ud af hvad jeg kan holde til arbejdsmæssigt. De sidste 6 måneder har jeg forberedt mig på denne arbejdsprøvning vha. min læge og terapeut.


Da jeg læste horoskopet for snart 12 måneder siden, kan jeg huske at jeg tænkte - hvordan skal jeg nogensinde blive klar til at komme ud på arbejdsmarkedet? Men det ufattelige er jo alligevel sket, og nu er jeg kommet så langt at jeg selv føler at jeg kan håndtere et rigtig arbejde.

Jeg har ikke strejfet horoskopet mange tanker i løbet af året, men det er sjovt som tingene alligevel passer...


Den mest skræmmende ting er nok, at mit opbrud med en veninde rent faktisk OGSÅ står i horoskopet. Da jeg læste det første gang i januar, studsede jeg over det og tænkte at det jo kunne være mange mennesker som jeg ville bryde kontakten med. På det tidspunkt var jeg ikke klar over at det rent faktisk ville være den person der ud over min kæreste var tættest på mig. Jeg havde glemt at det stod i horoskopet, så det kom noget bag på mig da jeg i går læste det på skrift. Hvordan kan de vide sådan noget? Jeg synes det er underligt.

2006 kort fortalt



Året 2006

rinder ud, og vi tæller snart de sidste timer af dette år. Det giver anledning til at se tilbage på de sidste 363 dage.

For mig har det været et omvæltende år. De første 6 måneder bestod af sygdom, indlæggelse og operation. Desuden fik jeg tilbagefald pga. min angst. Jeg stod i stampe og jeg følte alle andre flyttede sig mens jeg stod stille. MEN det sidste halve år, har bestået af opbrud, personlig udvikling, bevægelse og udelukkende positive begivenheder.

Bedste oplevelse:

  • Runrig-koncert på Brandts, fed fed koncert
  • Carsten Bang show på Magasinet. Manden er jo sjov!
  • Julefrokost med slænget - aldrig har jeg moret mig så meget
  • Lars fik fast arbejde på SDU

Årets bedste køb:

  • Stieg Larsson's "mænd der hader kvinder" - a must read-book
  • Alle mine Liza Marklund-bøger *suveræn krimiforfatter
  • Vores nuttede juletræ
  • Sparklin June's debutalbum

Ville godt have været foruden:

  • Galdestens operation
  • Forsinkelser hos DSB
  • Opgør med veninde
  • Take That's genforening
  • Filmen Prag (deprimerende og elendig film)
  • Nik & Gay
  • Mormors sygdom
  • Alle læge-besøgene

Skal i 2007:

  • Besøge mit træningscenter lidt oftere
  • Bruge færre penge
  • Starte i nyt arbejde
  • Læse MASSER af bøger
  • Have en tatovering

Mindeværdige oplevelser:

  • Tøsefnidder på pigetoilettet på SDU, mens Lars blev gode venner med et par sorte svin
  • Splat - splat-filmen snød os. Vi venter stadigvæk på at nogen skal dø
  • Den spanske Sangria
  • At undgå skræmmende mennesker når man har hikke *jeez*
  • "Nu Så" kan have 2 betydninger *thihi*
  • Etablering af kontakt med gamle venner

fredag, december 29, 2006

Jule-afpyntning

Julen er slut, nytåret står for døren - og det er derfor blevet tid til afpyntning af lejligheden. Juletræet skal plyndres og smides ud, og al julepynten skal tilbage i kælderen. En lidt trist ting - for det er nu så hyggeligt med alle de små nisser, juletræet der har været tændt hver eneste aften og alle lysene der har pyntet her i julemåneden. Men det er egentlig også lidt rart at få det hele af vejen igen. Det fylder jo - det skidt! Og selvom det er skønt med ferie, god julemad og familiehygge, så ser jeg nu også frem til at det bliver hverdag igen.


onsdag, december 27, 2006

Julen er overstået

Så er juledagene forbi, og for mit vedkommende er det hverdag igen. Selvom det nu ville være skønt med et par ekstra fridage, så er der jo nogen der skal få hjulene til at dreje rundt - selv mellem jul og nytår. ;)

Det har været en stille og rolig jul med julemiddag hos mormor hvor vi var en lille samlet flok, og julefrokost 2. juledag - begge dage blev der smovset god mad, hygget og nydt alle julens herligheder. Juleaften blev Lars og jeg rigtig begavet - her følger et lille udpluk af vores gaver:

- 2 stk. Stieg Larssons "pigen der legede med ilden"
- Vin og ølglas fra Eric Bagger a mas. Der er et par stykker der skal byttes igen. Men nu har vi i hvert fald nok til at invitere folk på øl - og vinsmagning.
- smykker til mig
- en pæn vase
- puder til vores sofa i stuen
- et lækkert stort sengetæppe
- tøj
- og næsten det bedste af det hele - min tehætte med kattemotiv. Den har jeg ønsket mig i mange år.

I dag har vi været inde i byen - men det var mere af nød end af lyst. Jeg skulle til frisøren, og Lars skulle følges til toget. Han er taget et par dage til Jylland - til julefrokost. Jeg har jo desværre mit arbejde at passe, så øv øv, jeg må tage med næste år. Men F... der var mange mennesker. Lidt for mange til mit temperament. Vi tog en hurtig lunch på en cafe, og var på vej ned til toget, da vi rendte ind i min mor. Hun er sku også overalt. Altid. Så er det lige meget om der er inde i byen, herude eller i Dalum, så støder man ind i hende. Man skulle næsten tro at hun udspionerede os. :)

De næste par dage bliver stille og rolige. Jeg skal bare slappe af, og lade op til årets store fest - NYTÅRET, som vi skal tilbringe i selskab med fælles venner. Heldigvis er det en sammenskuds-fest, og vi skal kun sørge for desserten. Det burde være til at overkomme. Desuden har vi tilbudt at sørge for champagne. Lars og jeg købte jo en flaske på Tenerife i sommers, og den skal jo drikkes på et eller anden tidspunkt alligevel...

søndag, december 24, 2006

Glæ'lig Jul

Så er det langt om længe blevet juleaftensdag. Pakkerne er købt, juleknasen lavet og maden indkøbt. Der er ikke flere ting der skal nåes. Eller i så fald er det for sent. Nu kan man ikke gøre mere. Bare slappe af og nyde julen i familiens skød.

Vi skal holde jul sammen med min familie her i Odense i år. Aftenen holdes hos min mormor der trods gigt står for forberedelserne. Dog har vi andre taget lidt over i år, og forberedt noget af julemaden.

I går havde vi besøg af svigermekanikken som afleverede julegaver. Vi var lige et smut forbi min mormor med gaverne. Det var rart, så bliver vi fri for at slæbe på dem i dag. I hvert fald den ene vej. *blink blink*

I eftermiddag skal vi i kirke og efterfølgende til julemiddag i Sanderum. Vi glæder os rigtig meget og ser frem til en hyggelig aften sammen med resten af familien.

Alle bloglæsere ønskes en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Knus fra Christina

fredag, december 22, 2006

J U L E F E R I E !!!

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl - J E G H A R J U L E F E R I E!!!

Skønt!

4 dages ren afslapning hvor jeg bare skal dase, sove længe, hygge og nyde julen sammen med Lars og resten af familien. *dejligt*

I går var jeg i Rosengårdcenteret - ja, hvem gør det af egen fri vilje 3 dage før jul? Ikke mig, men det var en nødvendighed. Jeg skulle have købt missefoder, og jeg ved at hvis det ikke bliver gjort har jeg et par aggresive katte om et par dage når bøtten med mad er tom. Jeg fik også købt en julegave til de 2 kræ. Nogle synes det er fjollet at give dyrene gaver, men de skal da også vide at det er jul. Mine dyr har så bare en lidt anden opfattelse af julen end jeg har. De mener at gaverne skal gives lige så snart man kommer inden for døren. De overfaldte gaven lige så snart jeg kom hjem. No way. De må vente ligesom os andre. *fnis*
Jeg fik også købt en forsinket indflyttergave til min moder. Hun flyttede her 1. december, men da denne måned har stået på juleknas, gaveindkøb og tyk-skørt, har der ikke lige været tid til at finde GAVEN. Men nu er det OGSÅ ordnet. Det er jo lige før at man bliver klar til juleaften!

I dag kommer en af mine veninder på visit, vi skal bytte julegaver + have en rigtig hyggelig formiddag med varm kakao og boller. Jeg glæder mig rigtig meget til at se hende, da der efterhånden går længe imellem at vi har tid til at stikke hovederne sammen.

I morgen kommer svigermekanikken på besøg for at bytte julegaver og søndag er det så ENDELIG jul. Jul, jul, jul. Julestemingen er ved at indfinde sig som du nok kan høre. :)

søndag, december 17, 2006

Sikken en fest...

Så er søndagen gået. Jeg brugte den på langs på divaen med håndbold og fik indhentet den søvn jeg ikke fik i nat. *dough*

Vi havde en fed julefrokost hvor vi mødtes på Ryans hvor vi fik en øl inden vi fortsatte ned på restauranten. Her var vi i et par timer inden vi tog på bar resten af natten. Jeg faldt i snak med de fleste, og havde det kanon-hyggeligt. Selvom jeg ikke rigtig kendte så mange, så føltes det slet ikke akavet. Vi faldt bare i hak - det er bare skønt når man møder sådanne mennesker.

Festen blev opløst ved 3-tiden da flere af deltagerne skulle med enten tog eller bus. JJ og jeg var dog ikke færdige med at feste, så vi fortsatte indtil den lyse morgen. Pjask, sjask - nøj hvor det regnede da jeg skulle hjem. Det er noget som kan gøre en ædru. Tømmermænd har jeg ikke haft nogen af - dejligt, bare træt og udmattet.

Nu venter der 5 arbejdsdage inden juleferien. Skønt. Jeg glæder mig rigtig meget, og vi er ved at have det hele på plads til den 24.

lørdag, december 16, 2006

Julefrokoster

Denne weekend står i julefrokostens tegn. I går var Lars til julefrokost på SDU, det var eftersigende meget sjovt. Dog ville cyklen en vej og han en anden da han skulle hjem. Pokkers så drilagtig cyklen bliver når man er lidt beruset.

I dag skal jeg til julefrokost sammen med de andre tøzer. Vi bliver 7 og jeg kender kun 2, så det skal nok blive meget festligt. Jeg glæder mig i hvert fald, og er sikker på at vi får en sjov aften med førfest, spisning på restaurant og videre på bar bagefter. Der er i hvert fald et par festaber imellem, så mon ikke vi kan få gjort Odense City lidt usikker.



1 uge til jul, og vi er ved at have styr på alle detaljerne. Jeg har fået købt den sidste julegave - arh, det er nu skønt når det er gjort. Selvom det er meget hyggeligt at gå og ose, finde gaver osv. Så kan det nu også være ret stressende. Lars får en lidt dyr gave i år - nu må jeg se om han kan lide det. Man skal jo være lidt gode ved hinanden til jul. :)

I går tog jeg en rigtig hygge-dag herhjemme. Jeg havde jo huset for mig selv. Jeg fik nusset om misserne, ryddet op og bagt vaniljekranse i stor stil. Som tidligere skrevet, har jeg jo en skrantende mormor der ikke lige kan gøre det hele i år. Så jeg har været så behjælpelig at assistere hende med julebagningen. Nu må vi se om min bagning kan leve op til hendes. ;)

Ha' en rigtig god lørdag.... og søndag. Jeg kommer nok til at bruge søndagen på tømmermænds-plejning.

tirsdag, december 12, 2006

Årets julehilsen

Kære Bloggere,

Julen står for døren, og det er endnu en gang blevet tid til at skrive de traditionelle julekort. Min blog kan snart fejre 1 års fødselsdag, og sikke alt det den har måtte lægge øre og skuldre til! Dens formål har primært været at holde venner og bekendte opdateret med mit liv, og for min egen skyld - et sted hvor jeg kunne læsse af når jeg har haft frustrationer, dårlige dage og kedelige oplevelser. Men så sandelig også når der er sket lykkelige begivenheder, sjove og mærkværdige ting i mit liv. Eller når jeg bare har haft et emne at debattere.

Det er dog langt fra alt der er sket i mit liv som jeg har skrevet om i bloggen. Ting der er for personlige, som kan skade andre mennesker eller som vil gøre ondt på vedkommende at få at vide på skrift. Jeg har aldrig vendt min vrede mod andre mennesker i denne blog. Det er for nedværdigende, og dér skylder man altså sin omgangskreds at snakke med dem face 2 face.



For mit vedkommende har 2006 været et år hvor der er sket ufattelig mange ting. For et år siden ville jeg ikke have troet på at alt dette skulle ske for mig inden for 12 måneder. Jeg stoppede med at tage anti-depressiv medicin, men måtte trappe op igen på grund af tilbagefald. Den medicin tager jeg stadigvæk, men min læge og jeg har planer om at jeg skal trappes ud inden for 1-2 år hvis min udvikling fortsætter lige så godt som den har gjort de sidste 6 måneder.

Jeg begyndte i terapi for angst, og som har givet mig nogle rigtig gode værktøjer til at håndtere vanskelige situationer. Jeg mærker sjældent til sygdommen, og har fået så meget gå-på-mod at jeg skal starte i arbejdsprøvning i starten af det nye år. Jeg har fået så meget opbakning af både læge og terapeut at man skulle tro det var løgn. De har virkelig været guld værd.

I starten af 2006 måtte jeg en tur på sygehuset for at have fjernet min galdeblære. Jeg havde 8-10 sten der lå og hyggede sig i min blære, hvilket gjorde livet ulideligt. Operation var hurtig og uproblematisk - jeg var på benene efter et par uger igen.


I sensommeren lykkedes det endelig Lars at få fast arbejde på Fyn. Han blev ansat på SDU i en stilling som han er rigtig glad for. Vi har fået et helt andet liv efter han er blevet fri for at køre til København hver eneste dag.

Det sidste halve år har været rigtig givende. Både i forhold til min personlig udvikling og mit psykiske helbred, men også vedrørende mit forhold til andre mennesker. En nær veninde valgte vores venskab fra, hvorfor er mig stadigvæk en gåde. Men jeg har valgt at bruge min energi på de mennesker jeg har i mit liv - og ikke dem der en gang var der.



2007 bliver forhåbentlig lige så spændende og interessant som dette år, og jeg glæder mig rigtig til at se hvad det næste år vil byde på.




I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. Jeg ønsker alt det bedste for jer i det nye år.


Mange julehilsner fra
Christina





Juleglæde - julestress

eller lidt af begge dele?

Jeg nyder at sidde en kold december dag og hygge med julebag, indpakning af gaver, skrive julekort, brænde kalenderlys og pynte juletræ. Rigtig julehygge som får julestemningen frem hos mig.

Men julestresset har jeg også været - og er det indimellem stadig. De sidste julegaver er ved at være købt, så jeg kan efterhånden ånde lettet op. Julen er reddet. Men hvorfor er det lige at der er nogle personer som man bare ALDRIG kan finde den helt rigtige gave til?? Jeg var på juleshopping i går, fandt hurtigt de fleste gaver - pånær min ene veninde som jeg måtte samtlige butikker igennem for at finde GAVEN. Problemet for mig er nok at når jeg f.eks. kommer ind i en butik, og ikke lige finder noget spændende til hende, kigger jeg mig lige omkring - for måske falder jeg over noget interessant til mig selv - og ganske rigtigt. Frk. Glasdam kom ud med en bluse til sig selv i stedet for en gave til veninden. På den måde tager det jo dobbelt så langt tid at blive færdig med juleindkøbene. MEN, jeg fandt gaven, og nu mangler jeg heldigvis kun 1-2 gaver til min sweetheart.

Det burde til gengæld ikke blive særlig svært. Han har i dag gjort mig opmærksom på at jeg kun har fortjent en enkel gave til sølle 30 kr. Tak! Så det kan vist heller ikke blive til meget mere til ham. *fnis*

Julekortene er skrevet og sendt, mangler lige et enkelt til en helt speciel person der kræver noget ganske særligt. Men der ud over er jeg finitto. *skønt*

Nu mangler jeg bare julebagningen. Normalt bager jeg kun til os selv, men i år bager jeg til hele den pukkeryggede familie. Min mormor skranter stadigvæk, så for at hun ikke skal stå med det hele selv, aflaster jeg hende lidt. Sød som jeg jo er.

Så nu kan det godt snart blive jul. *skønt skønt skønt*

lørdag, december 09, 2006

Op til overfladen

Så er jeg ved at være mig selv igen. Vi havde gæster i går, det blev lidt sent eller nærmere tidligt i dag. Det var rigtig hygsomt med mad, rødvin og lidt af de våde varer. Jeg har ikke haft rigtige hang-overs. Bare meget træt, og har brugt det meste af dagen på at komme oven på igen. Det var nu ikke helt planen at der skulle gå druk i den i går, men tingene udvikler sig jo. Men sjovt var det i hvert fald.

Eller...tjah... det vil sige... det meste af tiden var det sjovt... lige pånær at de andre var ved at tage livet af mig med et pludselig BØ-ANGREB. Hvad er det også lige for noget? Bare fordi man får en smule hikke, skal de straks prøve at forskrække een så meget at man bliver skræmt fra vid og sans.
Jeg blev faktisk lidt bange - men hikken forsvandt, så metoden var effektiv.
Men næste gang - advar mig lige på forhånd. I var jo ved at tage livet af mig!!!

Her til aften har den bare stået på sofa-tv-kiggeri med håndbold. Jeg var lidt spændt på kampen, det kunne kun blive bedre end vores første kamp. Vi vandt, selvom det ikke var alt for prangende et spil. *wee* Så håber lever endnu.

fredag, december 08, 2006

Når tingene lykkes...

Så har jeg fået overstået mødet hos kommunen, og selvom jeg havde slæbt tæskeholdet med (læs: Lars) blev det ikke helt nødvendigt. Min sagsbehandler havde vist kunne mærke min stærke negative magnetisme, for hun var i hvert fald sygemeldt i går. I stedet fik jeg besked på at gå en etage længere op hvor jeg skulle snakke med en anden person. Der fik jeg at vide at jeg skulle endnu en etage op hvor SAGSBEHANDLEREN ville være. (følte næsten jeg var med i en Asterix's tegnefilm hvor han løber fra 1 etage til den næste i tossehuset) Og Odense Kommune er sku et tossehus. *GG*

Her mødte jeg Anja, en utrolig sød og imødekommende sagsbehandler der hurtigt gennemgik min sag, og vi fandt frem til at der ikke var nogen mening i at sende mig til visitationsmøde endnu en gang som man jo normalt skal når kontanthjælpen opstartes. Hun lovede at ringe til mig i dag fredag, og ellers snakke med min socialrådgiver der står for min arbejdsprøvning.

Nu har jeg lige haft hende i røret, (hun ringede rent faktisk tilbage til mig) - Whao, jeg er imponeret! Hun har snakket med min socialrådgiver og forklaret hende sagen, jeg slipper for endnu et møde vedr. min aktivering, og i løbet af næste uge får jeg penge fra kommunen. *jubii*

Det er rart med en sagsbehandler der har styr på tingene. Det har også kun taget 3 måneder at få dem til at ordne den sag. Men de har så heller aldrig påstået at de var effektive. *fnis*

Efter mødet i går var Lars og jeg på juleshopping. Vi fik købt over ½-delen af alle julegaverne. Det var rigtig rart. Så nu er vi ikke så stresset. Skønt. I aften får vi besøg af en fælles bekendt til spisning, i morgen står den på julehygge mens vi søndag får besøg af min familie til kaffe. Rigtig social weekend. *dejlig dejlig*

Go' weekend herfra.

mandag, december 04, 2006

Kommunens manglende service

Ja, så har jeg haft fat i kommunen ENDNU EN GANG. Jeg fik jo heller ingen penge i fredags til den første som jeg var blevet lovet. I dag havde jeg min sagsbehandler i røret igen, og vi fik os en lidt længere snak end vi plejer - der blev talt med STORE BOGSTAVER, jeg blev sur og hun blev sur - skønt at sætte en sagsbehandlers pis i kog. *not*

I 3 måneder har jeg ikke fået mine penge, hver gang har jeg ringet for at forhøre mig, og hver gang har jeg fået beskeden:"jeg skal nok kigge på din sag" - og intet er der sket. I dag får jeg så grunden at vide: jeg har ikke afleveret mine lønsedler. Noget jeg ikke fik at vide da jeg henvendte mig i tidernes morgen, og som jeg ikke er blevet mindet om efterfølgende når jeg har ringet for at rykke for pengene. 3 måneder skal der gå før jeg får det at vide. Flot!!

Nu skal jeg til samtale...igen på torsdag hos min sagsbehandler (rigtig hyggeligt) og hvor vi skal diskutere min sag. Jeg har valgt at tage Lars med, for jeg magter hende ikke alene. Vi skal have fundet ud af om jeg overhovedet kan få pengene udbetalt når jeg har været "passiv" så længe. Efter deres mening har jeg ikke været interesseret i at få pengene udbetalt når jeg ikke har gjort noget før nu. Den kommune er UMULIG!!!

Jeg var ret pissed da jeg havde snakket med hende, men faldt nu hurtig ned igen. Nu er jeg mest irriteret. Det er belastende ikke at vide hvor mange penge man har at gøre godt med, og det er irriterende altid at skulle henvende sig til kommunen hver eneste måned. Jeg tager det i stiv arm. For ½ år siden var jeg nok flippet ud, eksploderet og havde opgivet det hele. Ikke nu, men sandt nok - det er belastende at have en kommune med så ringe service.

søndag, december 03, 2006

1. søndag i advent

Så er det simpelthen blevet 1. søndag i december - ren hygge her i det lille hjem. I går fik vi gjort hele hytten juleren, efterfølgende blev der hængt julepynt op og vores lille nuser-juletræ blev pyntet. Nu er der bare flot her!!!

I dag står den på total afslapning, æbleskiver, pebernødder, lys i adventkransen, julekort-skrivning og varm te. *skæppe skønt*
I aften kommer svigermor på et kort visit. Hun skal hjem fra forlænget weekend i Jylland, så skal vi ned på Carlslund Kro og spise aftensmad. Vi blev jo lidt grebet af den gode mad sidst, så det må vi prøve igen. (og hvad gør man ikke for at slippe for at lave mad selv?) *thihi*

I fredags var jeg i byen sammen med en veninde - ude og spise kinesisk og efterfølgende i biffen og se en selvmorderisk film. Ingen af af var særlige oplagte til at se filmen, og efter 30 minutter havde vi mest lyst til at gå. Den var kedelig, mørk, meget få humoristiske replikker og den sagde ingen af os noget OVERHOVEDET. Jeg taler om filmen: "prag". Gab, den var lang og kedsommelig. Efterfølgende trængte vi begge til noget stærkt - hvis ikke vi skulle få voldelige tendenser. Vi havde dog lige glemt at halvdelen af Odenses ungdom var til julefrokost i byen, der var FYLDT med mennesker, så det opgav vi hurtigt. Vi har udskudt det til den 16 når vi selv skal til julefrokost og gøre Odense City farlig.

fredag, december 01, 2006

December, december, december



Så er det blevet 1. december hvis nogen skulle være i tvivl. Julemåneden - skønt! Nu mangler vi bare sneen. Jule, jule, jule. Men selvfølgelig kun sne hverdage efter kl. 07 og det skal helst være væk igen næste morgen inden kl. 04 - men weekenderne må det sne lige så tosset det vil. Kan man ikke bestille snevejr? Jeg vil gerne have sne - men omvendt - jeg gider ikke falde og brække halsen når jeg er på job!

I dag har jeg været ude og juleshoppe. Lars og jeg har snakket om det sådan flygtigt i et par uger, at når vi nu skal holde jul hjemme i år, så kunne det være hyggeligt med vores eget lille juletræ. I dag tog jeg beslutningen - jeg har været ude og købe et lille sødt juletræ til os. Nu skal det bare pyntes her i weekenden.

I aften skal jeg i byen sammen med en veninde, vi skal ud og spise kinesisk og i biffen og se Prag. Lars gider ikke se den, han mener det er en tøsefilm. Ham om det, jeg tror nu filmen er meget god. Men så tager vi en hyggelig fnise-tøsetur. Det er heller ikke det væreste :)

Rigtig god 1. december