Afslutning
Året nærmer sin afslutning, og der er tradition for at sige tak og afslutte de ting som man ikke ønsker at tage med sig ind i det nye år. Det har været et begivenhedsrigt år hvor der er sket en hel masse der skal fordøjes inden vi starter på et nyt.
Når alt kommer til alt har dette været et af de bedste år for Lars og jeg. Vi har ikke mistet nogen i det forløbne år, og intet mere alvorligt end min galdestensoperation har ramt os eller den nærmeste familie. Det er noget vi har været meget taknemmelig for, i og med at vi sidste år måtte tage afsked med 2 nære familiemedlemmer inden for det samme år. Det tog meget på vores kræfter. Så vi er lykkelige for at vi har været skånet for det i år.
Året er gået måned for måned i en jævn strøm. Men der har dog været et par episoder som vi vil se tilbage på deriblandt Lars' ansættelse på SDU i Oktober. Det har givet os et helt andet liv. Man kan vel næsten sige at vi er begyndt vores liv sammen på ny. Hvor vi førhen kun så hinanden 2-3 timer om dagen, kan vi nu både nyde morgenerne, eftermiddagene og aftnerne sammen. Jeg har kun een ting at sige - det er skønt, skønt, skønt.
Desuden havde vi en skøn sommer med masser af varme dage, hinandens selskab, turnerede Dk rundt for at besøge familie og venner, festivals og de mange sommeraftener på græsplænen. Vi håber at vi får lige så fantastisk en sommer i 2007.
Året har desværre også betydet et par dårlige oplevelser blandt andet min afsked med en veninde gennem 6 år. Når jeg ser tilbage på det, var det uungåeligt. Venskabet skrantede længe, og måske vi skulle have sagt farvel til hinanden langt tidligere. At sige farvel fik vi aldrig gjort. Kontakten stoppede bare. Jeg lod dig være da du tydeligt gav udtryk for at du ikke ønskede vores tilstedeværelse i dit liv.
Måske sagde jeg ting jeg ikke burde have sagt, men i det mindste sagde jeg hvad jeg mente, og gemte mig ikke bag en stor facade som var umulig at trænge igennem. Måske opgav jeg dig, måske burde jeg have hjulpet dig da du havde brug for det - men jeg orkede dig ikke længere. Uanset hvordan man prøvede at hjælpe, var det altid forkert.
De sidste par måneder hvor der er sket så meget i mit liv, har fået mig til at indse hvor dårlig indflydelse vi havde på hinanden. Ingen af os kom videre i livet. Vi stod nærmest stille begge to. Episoden der udløste det hele så du som en bagatel, mens jeg tog det alvorligt. Du overskred min grænse, hvilket du vist aldrig forstod. Hvad jeg / vi helt præcis gjorde imod dig har jeg aldrig fundet ud af. At spørge dig ville have været omsonst. Men det er egentlig også ligegyldigt nu. Venskabet er ødelagt. Din tillid til mig ligger på et lille sted, og jeg stoler heller ikke på dig. Jeg synes du var uberegnelig, en drama queen og jeg vidste aldrig hvilket ben du stod på. Det var F... svært at være der for dig når du ikke lod nogen komme ind under din skal.
Tak for de 6 sjove, grinagtige og tåretrille-morsomme år vi har haft sammen. Jeg håber at du får et fantastisk 2007 med en masse gode oplevelser. Jeg har tilgivet dig, jeg er kommet videre, og jeg har valgt at gå ind i det nye år uden at være bitter eller sur over de ting der er sket imellem os.
Held og lykke fremover. Vi håber det bedste for dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar