Tycho-Brages-dag

.... eller som Garfield ville have sagt: Jeg HADER mandage... i mit tilfælde er det bare en onsdag. Alt hvad der kunne gå galt i dag - gik galt ! :(

Well, jeg skal nok spare dig for ALLE de kedelige detaljer... Lad os bare sige - det har ikke være min dag.... Startede RIGTIG godt i morges, jeg var SLET ikke oplagt til at skulle på arbejde, men da klokken blev 04.15 måtte jeg alligevel hive mig selv ud af den varme seng, og hoppe i tøjet. Det første syn der møder mig er 10 cm høj sne og en cykel der er punkteret... *juuuuust tiger-greeeeat*

Jeg må ned og finde Lars' cykel og inden jeg får fundet cykeltraileren frem også (Lars har ikke bagagebærer på sin cykel, så jeg var nødtsaget til at have traileren med til alle mine aviser) Da jeg langt om længe kommer afsted er jeg allerede 15 minutter forsinket. *yarks* Aviserne blev hentet, og de var selvfølgelig EKSTRA tykke i dag pga. ejendomsavisen. *mit held*
Ingen på min vej havde fjernet sne, og sne-rydnings-maskinerne havde vist også sovet for længe, for dem mødte jeg først kl. 07 da jeg var på vej hjem... 1½ time senere færdig end normalt, så min dag startede godt !

Efter et par timers søvn og hvor jeg ligesom havde fået raseret lidt ud, skulle jeg have pumpet luft i min cykel... Men det sivede selvfølgelig lige så hurtigt ud igen. Så op på dalumvej med hjulet så de kunne lappe det. Piece of cake tænkte jeg. MEN der er 2 cykelsmede på dalumvej, den ene har lukket, hvilket jeg ikke vidste og den anden tjaaah... jeg tror sku de holdt siesta for jeg stod derinde i næsten et kvarter uden at jeg blev betjent... fandt hellere ikke nogen folk at spørge... Hmmm... så kunne det sku også være lige meget..... Mig ind i en ny bus, og ind til byen - til Rolfsted hvor jeg langt om længe fik afleveret mit hjul... *flot* Så var den dag også bare gået... Og det var mig der skulle have nået en masse i dag, tøjvask, lektie-læsning og ... og... og.... Men narda nåede jeg.... *greee*

Jeg

overreagerer

måske lidt, men jeg er stadigvæk lidt mærket af min nedtur i går.... Jeg havde været ved min læge hvor vi havde snakket om min dårlige galdeblære som nu skal fjernes operativt + vi har snakket om mine lykkepiller og min psykiske tilstand. Det havde været lidt hårdt... Det tager sku altid så hårdt på mig at skulle snakke om mine følelser, tanker mm... det er måske derfor jeg helst undgår det.... Undvigelser - det er lige mig !!!

Nå men om aftenen var jeg til foredrag om angst. Det var et middelmådigt arrangement hvor der ikke rigtig var styr på ret meget og foredragsholderne (en psykolog, en tidligere angst-fobiker og formanden for angstforeningen) var direkte kedelige... *gaaab* Jeg kedede mig. Det meste af tiden i hvert fald. Der var enkelte ting som jeg synes at jeg kunne bruge til noget - blandt andet hvordan man kommer videre efter udtrapning af medicin. Jeg har været medicinfri i snart en måned, og kan virkelig fornemme at det gitter, den mur der har beskyttet mig mod frygt, angst og down-perioder, er fuldstændig væk nu. Jeg er meget sårbar, og det gik virkelig op for mig i går til foredraget. Da jeg kom hjem, var jeg helt ør i hovedet, ked af det og træt. Lars skulle bare puffe lidt til mig, og så stod tårerne bare ud af mig ....

Jeg ved ikke hvorfor... jeg er bare så usikker på mig selv, på hvad jeg kan, skal, vil og formår.... jeg ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til alle de følelser der pludselig er kommet op til overfladen igen og der skal så lidt til før jeg går i panik... I dag er jeg bare trist og ked. Jeg føler slet ikke at jeg er kommet videre på de 3½ år hvor jeg har taget medicin. Føler at det har været lidt omsonst... er bange for at jeg er nødt til at tage medicin igen for at holde alle de her dæmoner væk....