En opvredet karklud

Ja sådan føler jeg mig - lige i dag. Jeg var til samtale hos min socialrådgiver i går som også er kognitiv-terapeut. Det var en rigtig positiv samtale hvor vi fik bragt mange gode ting frem. Vi snakkede en del om mit arbejde og hvordan jeg altid ser negativt på at jeg "bare" går med aviser. Hun mente at jeg istedet skulle se det som en enorm frihed, at jeg kan have det arbejde der både er godt for mit fysiske og psykiske helbred. Sådan har jeg aldrig set på det. Det gik også op for mig at jeg faktisk tænker mere negativt end jeg lige gik og troede. Det var lidt hårdt at indse det - men når beviserne lå lige foran mig, var det svært at bortforklare. Al den information som hun giver mig suger jeg til mig, og jeg synes det er rart at der ENDELIG langt om længe er een der udfordrer mig lidt og stiller de spørgsmål som jeg ikke selv har kompetence til at komme frem til. Hun får mig til at tænke over nogle ting og tage stilling til mit liv, se det hele lidt fra oven og være lidt mere kritisk - men på en god måde. Jeg føler virkelig at det er kvalitets-tid jeg får foræret og ikke bare en sludder for en sladder som jeg ellers har været vant til. Det er utrolig rart at føle at der endelig sker lidt fremskridt, at det hele ikke bare står fuldstændig stille...

Og selvom det er lidt hårdt, og det gør ondt at skulle sluge de så berømte kameler, så håber jeg og tror jeg på, at der kommer noget godt ud af det en dag. Måske jeg ligefrem bliver en helt menneske igen? (hey, var jeg lige optimist der?)

I dag har jeg så været oppe hos min egen læge, hvor vi snakkede om forløbet hos socialrådgiveren. Og hvor jeg fik krænget lidt mere af min sjæl ud. Vi blev enige om at holde en pause på 2 måneder, da det ikke er nødvendigt at jeg både ser hende og terapeuten, da det jo er det samme vi snakker om. Så længe min medicin virker så er det okaj med mig.

Apropos min medicin, så snakkede vi om hvor længe det er realistisk at jeg skal være på efexor. Hun mener at jeg minimum skal tage dem 1 år. Hun ser gerne at jeg kommer af dem igen inden for en overskuelig fremtid. Men at det hele afhænger af hvor godt terapien kommer til at gå. At hun sagde det gjorde mig RIGTIG RIGTIG glad. At medicinen ikke skal gøre mig rask, men være med til at jeg kan holde hovedet og humøret oppe samt være i stand til at modtage terapi. Terapien derimod skal give mig nogle redskaber jeg kan bruge til at blive et stærkere menneske, og som kan få mig videre herfra. Om jeg skal af medicinen afhænger af terapiens virkning.
Jeg er lykkelig. Det er første gang i de 4 år jeg har været i behandling at en læge har givet mig den mulighed. Nu ved jeg at jeg er havnet hos den rigtig læge og den rigtig terapeut. Fantastisk. Det kan slet ikke beskrives hvor glad jeg. Det kan man vist kun forstå hvis man selv har stået i det...

Men nu er jeg brugt. Godt og grundigt. Det er sateme hårdt at vende vrangen ud på sig selv så intenst 2 dage i træk. Nu trænger jeg godt nok til et pusterum, hvor jeg ikke behøves at tænke så meget.

Bagefter tog jeg på B-bar og på shopping. Det var skøøøønt! Tankerne væk fra alting. Jeg gik lidt amok i inspiration da der var tilbud, men da jeg havde nogle penge fra min fødselsdag har jeg ikke helt så dårlig samvittighed. Jeg fik også bestilt en bog som både min terapeut og min læge har anbefalet mig at læse. Den hedder "at overvinde lavt selvværd" af Melanie Ferrell. Den skulle være rigtig god for mig, og kan både bruges i forbindelse med behandling men også som opslagsbog og ikke mindst som en reminder om de fremskridt man har gjort sig siden man begyndte at anvende bogen. Så jeg glæder mig meget til at få fingre i den.

I morgen står den på indkøb til fødselsdag og persienner. Vi mangler et enkelt værelse der er persienne-løst, men så er vi også færdige. *dejligt*