Små skridt

De sidste par dage er bare fløjet af sted med oprydning, læsning, veninde - og familiebesøg og total travlhed.

Jeg er i gang med at læse Anne Holt's "Det der er mit". Den er jeg virkelig opslugt af. Ligesom den forrige hun skrev. Jeg er nået dertil nu hvor jeg bliver NØDT TIL at læse resten af hendes bøger også. Hun er en genial forfatter der skriver pisse-godt. Forleden var vi ude og købe ny bogreol. Der er ved at være mangel af plads til ALLE vores bøger. Fandt en til rimelige penge, så nu glæder vi os til firmaet kommer med den i morgen.

I går var jeg på familiebesøg, det var rigtig hygsomt som altid. Jeg fik en STOR kasse af min mor med gamle tegninger og bøger fra da jeg gik i folkeskolen. Hehe, det var sjovt at se hvad jeg havde lavet da jeg var 7-8 år gammel. Ren nostalgi. Jeg nåede også lige at smutte forbi en veninde i går og få en sludder for en sladder. Kanon hyggeligt.

I dag skal Lars og jeg mødes efter arbejde og spise inde i byen hvorefter vi skal til Runrig koncert på Brandts. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg har aldrig oplevet bandet LIVE. Jeg har ikke rigtig nogen forventninger til det, bare at det bliver en god oplevelse med fed musik og fadbamser.

Og så har jeg taget mig sammen. Jeg ved ikke hvad der er sket, om det er min terapeut, eller om jeg bare er ved at nå dertil hvor der skal ske noget. I løbet af den sidste uge, har jeg fået ringet til flere off. myndigheder for at få afklaring omkring nogle ting. Det var rart at få det gjort. Jeg hader at snakke i tlf med fremmede mennesker, men det rørte mig overhovedet ikke. Underligt!

I går fik jeg ringet til studievejlederen på Tietgenskolen for at aftale en dag hvor jeg kan komme forbi til en snak vedr. læreplads. Nu har jeg en fornemmelse af hvad jeg skal. En god fornemmelse. Det er satme mange år siden at jeg sidst har haft det sådan. Well, jeg havde sat mig for at jeg ville have ringet inden fredag, så jeg havde noget at komme med når jeg skulle til terapeut på mandag. For hun ville bare sige det samme til mig: ring til skolen. Jeg har fundet ud af; at når jeg sætter en mål for de ting jeg skal have gjort, så får jeg det også gjort. Ellers kan der gå uger, måneder.

I går tænkte jeg: jeg kan lige så godt gøre det i dag, som på fredag. Så er det gjort. Jeg spurgte mig selv: hvad er det væreste der kan ske? Og jeg kunne ikke komme i tanke om noget. Der var intet farligt ved det. Så jeg greb telefonen.

Udfaldet var så ikke lige det jeg havde forventet. Studievejlederen var der ikke. Han ville ringe tilbage, hvilket han ikke har gjort endnu. Hvis jeg ikke hører noget i dag, ringer jeg sku bare i morgen igen. Piece of cake. *thihi*

Jeg følte det lidt som en sejr bagefter. En lille sejr. Men det er de små sejre der gør at man kommer videre. Og jeg føler jeg er på vej nu. Tingene rykker sig. Ikke kun mig, men også mit liv og mine omgivelser. Det er rart at kunne mærke at jeg flytter mig.