En plads i livet

De sidste par måneder har der hver tirsdag kørt et dokumentarprogram på DR der hedder "en plads i livet". Det handler om mennesker med fysiske og psykiske lidelser og deres kamp for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

I sidste uge handlede det om min gode veninde Henriette og hendes kæreste Kim. Kim var nødt til at springe fra uddannelse og job på grund af depression, angst, skizofreni mm. I løbet af de sidste par år har han kæmpet for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men hvad gør man når samfundet ikke har plads til een?

Jeg kunne nemt sætte mig i hans sted, for min situation er lidt præcis den samme. Jeg vil gerne fungere optimalt ved at have et fuldtidsarbejde, et netværk og en fremtid. Men jeg ved også godt at der måske ikke er plads til mig. At kravene er for store fra arbejdsmarkedets side, og at jeg og min sygdom taget i betragtning har brug for særlige omgivelser for at kunne fungere.

Jeg har et arbejde, jeg tjener mine egne penge og jeg har et netværk af søde mennesker omkring mig. MEN det er ikke et fremtidssikret job, og det kunne jo være skønt hvis man kunne komme ud i det "virkelige" liv en dag og føle at man bidrager med noget.

Programmet satte en masse tanker i gang hos mig. En smule opgivenhed, fordi jeg ved hvor svært det bliver at finde en arbejdsplads der vil give mig pladsen til at udvikle mig - og chancen for at vise at jeg godt kan fungere blandt "normale" mennesker. Men jeg blev også lidt stædig. Fandme så, jeg kan sku sagtens klare mig derude lige så godt som alle andre. Jeg har nogle ting med i bagagen - men hvem har ikke det? Hvis jeg får muligheden skal jeg nok vise at der også er plads til mig her i livet.