Første skridt

Så er jeg her igen. Lige for en kort bemærkning. Der sker ikke så meget i frk. Glasdams liv pt. Kun små ting. Prøver at slappe af, forkæle mig selv og min kæreste og tænker så det knager!

Vi tager til sjælland i morgen for at holde weekend hos Lars’ mor. Hun fylder år i morgen, så det skal selvfølgelig fejres. Lørdag skal vi ud og hjælpe hende med et par investeringer; nyt tv og dvd-optager. Om aftenen skal vi ud og spise hos en af Lars’ kammersjukker. Jeg har mødt ham før, og er en alle-tiders fætter. Det skal nok blive meget hyggeligt. Søndag står den så på hjemtur til O’ense igen, da vores kære misser jo ikke kan undvære selskab så længe af gangen.

Jeg har taget en beslutning nu, som har været længe undervejs. De sidste par måneder har jeg været rimelig depressiv, været angst, isoleret mig og slet ikke kunne få ting omkring mig til at fungerer. Det har jeg været noget tid om at indse – fik det endelige spark af Lars og en veninde, og har nu bestilt en tid hos min læge til på tirsdag.

Det er ikke socialangsten der som sådan spøger, det er mere generelt at jeg er bange, angst og nervøs. Jeg tænker meget på fremtiden, hvad jeg skal give mig til at lave? Jeg har været i gang med nogle kurser på VUC og har prøvet at bevæge mig ud på arbejdsmarkedet, men det fungerede bare slet ikke. Jeg går i panik, flygter og kan slet ikke forholde mig til at der er andre mennesker der stiller krav til mig.

Nu er jeg spændt på hvad min læge siger, om hun mener at jeg skal på medicin igen? Jeg håber det ikke. I hvert fald ikke til at begynde med. Jeg håber at hun vil foreslog noget samtale-terapi, for jeg tvivler på at medicinen alene kan ændre noget. Jeg har overvejet at tage kontakt til en socialrådgiver. Måske jeg kan blive bevilliget noget flexjob eller jobtræning. Jeg er ved at blive skør af at gå hjemme. Det er lidt af et dilemma; jeg vil gerne ud og arbejde – men alligevel – angsten stopper mig.

Nu snakker jeg lige med min læge i første omgang, og hører hvad hun mener. Jeg føler mig bare så dum, det er kun 4 mdr. siden at jeg stoppede med min medicin, og så er den allerede gal igen!!

Jeg vil gå ud og nyde den sidste eftermiddags-sol. Jeg er lige kommet hjem fra city – jeg har været inde og købe gave til svigermor + taget lidt sol. Det var rart. Man har da lov til at forkæle sig selv lidt en gang imellem, ikke?

Tom indeni

Det kan vist bedst beskrive mig og min sinds-tilstand.

Mest af alt har jeg bare lyst til at skrige, råbe og ruske i mig selv, så jeg vågner af denne døs, kommer til live og begynder at leve, være glad og reagerer igen. Men der sker intet. Jeg er færdig, brugt og tømt for energi.
Det er først nu rigtig ved at gå op for mig at der er noget galt.

Jeg har været på farten i dag i 10 timer. Det var hårdt, og jeg er også totalt udmattet nu. Men jeg fik en lang snak med Heidi om min situation, hendes og hvorfor vi begge er så fucked up i hovedet. Men det blev også tid til cafe-besøg og bog-shopping. Uuuuh, havde ellers svoret at jeg ikke skulle købe mere inden den 1. Men det blev alligevel til 2 bøger og en bluse. Jeg kan vist godt tale for min sag når Lars kommer hjem. *forhåbentlig*

Men det har været en god dag. Trods alt. Vi fik vendt mange ting, og selvom der er meget oppe i mit hoved lige nu, så fik det mig til at tænke lidt over tingene - og fik mig til at indse at jeg ikke helt kan klare dette på egen hånd. (og hvor meget jeg end vil være ved det, så bliver jeg nok nødt til at bide min stolthed i mig og søge hjælp fra andre)

Men hvordan fortæller man andre at man har det dårligt, når ikke ved hvad der er galt?? Hvordan får man dem overbevist om at man har det af H... til når man er tom for ord? Og hvordan kommer man videre når man ikke kan se en vej ud af alle bekymringerne og ikke magter at gøre noget ved det?

Jeg er træt !

Jeg har ikke skrevet i et stykke tid - dels har vi haft meget at se til i påsken med påskefrokoster, familievisit og 2 gange fejring af Lars' føsdag.
Og dels har og er humøret ikke lige det bedst.

Jeg er træt! Jeg er træt af mit liv, mit arbejde, at jeg ikke kommer videre uddannelses-mæssigt, jeg prøver en masse ting, men der sker bare intet. Hvis skyld er det? Min egen. Dybest set er jeg bare træt af mig selv og mine dæmoner med deres hæslige ansigter. Hver gang jeg gør et forsøg på at komme ud af denne trivielle hverdag, så kommer de frem - og svag som jeg er, giver jeg bare op, og lader dem få deres vilje - gang på gang.

For et par uger siden fik jeg den glimrende ide at NU ville jeg være proces-teknolog. Folk omkring mig syntes det var godt, så gik der et par dage - så smed jeg det fra mig igen. Nu troede jeg at jeg skulle være kontorass. Det har jeg også skrottet igen. Familie og venner kigger bekymret på mig hver gang jeg kommer med en ny ide - og hvem kan bebrejde dem det?!! Jeg får en masse ideer, men lige så snart at jeg finder ud af hvad det indebærer, så giver jeg op. Tager aldrig chancen, eller tror på mig selv, og tror på at DET HER kan jeg sagtens. NEJ! Jeg giver op, for det er det nemmeste. Og fordi JEG SELV TROR at jeg ikke kan!

Jeg er så træt af min angst - og at den styrer mit liv så meget. Træt af at jeg ikke bare kan have et normalt liv med et velfungerende hoved der ikke var så bange for livets udfordringer.

Nogle gange får jeg bare lyst til at opgive, fordi det virker så uoverskueligt og ligegyldigt. Jeg er ikke nået længere end jeg var for 10 år siden. Det er sku deprimerende. Hvor står jeg om 10 år?? Stadigvæk her??

Forvirret, ked og frustreret

Tjaah overskriften siger vist alt.

Det dårlige humør er ikke blevet bedre. Nærmest lige modsat. Er sørgmodig, en smule depressiv og kan tage mig selv i - flere gange i løbet af dagen - at bare sidde og stirre...

Jeg har været på mad-indkøb i dag, på biblo med bøger og på studievalg i albanigade efter brochure. Jeg havde håbet at jeg ville blive inspireret til hvad der skal ske i mit liv. Jeg havde håbet at jeg ville få en AHA-oplevelse, så jeg fandt en mulig vej ud af denne intet-sigende tilværelse. Jeg fandt nogle brochure - MEN, da jeg kom hjem og læste dem, virkede det slet ikke så spændende endda.

Jeg har snust lidt til uddannelsen til proces-teknolog. Jeg syntes det virkede rimelig interessant, men efter at have læst mere om uddannelsen virker det bare ret kedeligt og slet-ikke-mig.
For meget analyse og for meget kemi. Jeg får røde knopper af kemi... *LOL*
Det er interessant nok, men jeg tror bare at jeg kommer til at kede mig ihjel. That's it !

Sådan er det med alt jeg får interesse for. Der er ikke noget der virkelig bare siger WHAO, det er middelmådigt eller dybt kedeligt. Virkelig frustrerende. Jeg har lyst til at komme videre, lyst til at lære og føle at der sker noget i mit ensformige liv. Men der er bare ikke noget der siger mig en disse! Og helt ærlig - der er snart nødt til at ske noget! Jeg har spildt de sidste par år, ud gennem vinduet er de røget uden at jeg har opnået nogle ting. Og jeg bliver jo ikke ligefrem yngre ! :(

Angsten er vendt tilbage - eller det gør den i hvert fald i perioder. Skide træls. Bange for at springe ud i store projekter, for angsten er så tæt på i øjeblikket. Holder mig til det sikre, det kedelige. Det hænger mig langt ud af halsen bare at gå og være til. Vil gerne videre, men angsten holder mig tilbage. Videre - men med hvad?!!

Travlhed

Puha, det har været et par travle dage, så jeg har ikke rigtig haft så meget tid til at sætte mig foran pc´en.

Jeg er sygemeldt pt så man burde MÅSKE tro at jeg havde MASSER af tid - det har jeg som regel også, men lige disse dage har der bare været run på.
Jeg blev opereret i forrige uge men det tager dog lidt tid før man helt er ovenpå igen. Jeg skal begynde på arbejde igen på mandag, så denne uge skal jeg bare prøve at samle kræfter

Fredag var jeg hos min læge for at få fjernet sting - arrrrh dæjligt ! Det var virkelig en befrielse. Nu kan jeg bevæge mig lidt mere normalt igen. Under operationen får man lavet 4 huller i maven der efterfølgende bliver syet sammen igen. Man finder meget hurtigt ud af hvor MEGET man egentlig bruger maven til hverdag. Når man går, sidder, sover, spiser... hele tiden ! Så er det træls at have disse ar... Men nu er det overstået. SKØNT!

I lørdags var Lars og jeg til min mosters 50 års fødselsdag. Vi kendte ca. 1/4-del. Folk der sad omkring os var ikke særlige snakkesaglige så det blev lidt kedeligt. Vi fik stort set kun snakket med den del af familien som vi kender rigtig godt. Det endte med at vi tog hjem ved 11-tiden. Jeg var rimelig brugt mentalt og Lars var også begyndt at kede sig. Men maden var god - og min moster blev glad for sin gave (Rosendahl glas + skåle) og det var jo det vigtigste!!!

I går var vi i biografen og se "Olsenbanden ser rødt". Gammel film, meeen Nordisk Film har 1. søndag i hver måned en gratis film man kan se i Biocity - denne gang var det så Olsenbanden. På deres hjemmeside kan man stemme på hvilken film der skal vises. Næste gang bliver det højst sandsynlig "Midt om natten". Den skal vi helt sikkert også ind og se !! *BIG SMILE* Højst sandsynlig sammen med min mor da hun jo er HØJST ELSKET fan af Kim Larsen og CO.

I dag har jeg været i Rosengårdcentret, Ikea og Bilka sammen med Heidi. Jeg fik købt noget af Lars' fødselsdagsgave. Resten skal købes på mandag. Han fylder 32 år på næste tirsdag. Lige nu er jeg ret kvæstet så det vare næppe mange timer inden jeg hopper til køjs. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bare så utrolig træt i øjeblikket. Måske laver jeg for lidt?!! Men jeg har bemærket at symptomerne på angst er ret heftige i disse dage. Der skal ingenting til før jeg går i panik, og undgår en situation hvis den giver mig røde knopper. Skidt ting ! Humøret er også dalende. Ked af det og trist - og helt uden grund. Forhåbentlig er det bare vejret og den trivielle hverdag, for har egentlig ikke noget at gå og hænge med mulen over.